www.belgiskøl.dk

Rochefort

Vor Frues kloster af Saint-Rémy (Abbaye de Notre Dame de Saint-Rémy) findes i den sydlige del af Belgien nær Namur. Det først kendte kloster på stedet var et nonnekloster, som blev grundlagt omkring 1230. Senere blev der indgået en aftale med et munkekloster om at bytte klostre, således at klosteret i 1464 blev genåbnet som munkekloster. Klosteret blev plyndret flere gange og genopbygget, men med årene op mod den franske revolution var moralen blevet så lav, at munkene fandt det hensigtsmæssigt at skrive til Rom for at få tilladelse til at kunne nyde kaffe, the, chololade, vin, spiritus samt få retten til at ryge og spille kort. Paven svarede med reelt at nedlægge klosteret og senere blev det solgt. Klosteret blev genkøbt i 1887 og givet til klosteret i Achel, som sendte en række trappistmunke til Rochefort.

Brygning af øl er blevet foretaget på klosteret allerede i 1595, men der har været afbrydelser siden da. Siden 1899 er brygningen sket uden afbrydelser på trods af 2 verdenskrige. Øllen havde oprindelig en lav alkoholprocent og kunne ikke rigtig klare sig i konkurrencen med Chimay. Munkene i Rochefort fik så broderlig hjælp fra munkene i Chimay, og i 1953 blev den første stærke Rochefort lanceret.

Rocheforts tre ølsorter identificeres ifølge det gamle system efter ”Stammwürzgrade”, der angiver mængden af opløselige substanser i masken. De 3 øl brygges efter den samme opskrift, men med forskelligt alkoholindhold. Øllene eftergærer som de andre Trappistøl på flasken og er klar til at drikke efter 6, 8 og 10 uger svarende til styrkeangivelsen. Alle 3 øl kan tåle at lagres. De har et fint cafe-au-lait farvet skum, som ret hurtigt svinder til en drikkeklar tykkelse.

Der brygges årligt mindre end 20.000 hl.

X

Rochefort 6, 7,5%, Mørk (kobber-brun)

Sød med moderat bitterhed og en let jordagtig smag. Let maltet eftersmag.

Rochefort 8, 9,2%, Mørk (rød-brun)

Mere frugtagtig og knap så sød som Rochefort 6 og med en længere og mere maltet eftersmag. Er min favorit blandt de 3 og den repræsenterer 60% af produktionen.

Rochefort 10, 11,3%, Mørk (sort-brun)

Meget sammensat frugtagtig smag. Øllen er mere tyktflydende og alkoholen slår igennem i smagen. Eftersmagen er meget lang, varmende og meget maltet. Øllen er den perfekte ledsager til risengrød !