- Westvleteren

Westvleteren

St. Sixtus klosteret  (Sint – Sixtusabdij van Westvleteren) befinder sig tæt ved den lille by Westvleteren I Vest-Flanderen tæt ved kanalkysten og grænsen til Frankrig. Før det nuværende kloster, der stammer fra 1831, har der været 3 andre klostre på stedet. Det første menes at stamme fra 800-tallet. Det nuværende kloster var oprindeligt underlagt Westmalle og fik flere munke derfra. Munkene fra Westmalle bragte bla. viden med om ølbrygning, og allerede i 1839 bryggedes den første øl på noget ”second-hand” udstyr. Senere sendte Westvleteren nogle munke til Chimay for at hjælpe med at oprette et kloster der. Så Westmalle er indirekte mange Trappistøls fader.

Øllet blev meget populært, og munkene havde svært ved at følge med efterspørgslen. Da man var bekymret for, at ølbrygningen ville fjerne munkenes focus fra det egentlige, nemlig Gud, valgte man at sætte en øvre grænse for ølproduktionen. Den nuværende grænse er 5000 hl øl om året. For sammenligningen skyld kan det nævnes, at  det er mindre end den mængde Chimay i dag brygger på 2 uger!

For at kunne tilfredsstille ikke kun Gud, men også de tørstende kunder, blev der i 1946 indgået en licensaftale med det nærliggende bryggeri i Watou. Licensaftalen blev dog opsagt i 1992, da man strammede kravene til, hvad der måtte kaldes for Trappistøl. Watou bryggeriet fortsætter imidlertid brygningen, men nu under et andet navn, nemlig St. Bernadus.

På St. Bernadus understreger man, at St. Bernadus Apt. 12 er brygget efter den samme recept som Westvleteren 12 og med den oprindelige gær fra St. Sixtus. På St. Sixtus har man imidlertid været nødt til at få ny gær fra Westmalle, da den gamle gærstamme uddødede.....

En blindsmagning omfattende de to 12'ere er altid en interessant og sjov beskæftigelse..........

X

St. Sixtus er et meget lukket kloster, og de sælger som sagt kun en megen beskeden mængde øl. Øllen kan generelt kun købes i de eftertragtede trækasser på klosteret, men kan dog også nydes på caféen ”In de Vrede”, der ligger lige ved klosteret og nogle gange sælges herfra mindre gavepakker med Westvleteren  12.

Proceduren for at få lov til at købe øllet på klosteret er ret besværlig. Via klosterets hjemmeside kan man finde ud af, hvornår der sælges hvilken type øl, og bestillingen afgives via hjemmesiden.Herudover er der restriktioner med hensyn til mængden af øl, der kan købes, og hvor hyppigt man må købe.

Mere om alt dette på klosterets hjemmeside www.sintsixtus.be.

Westvleteren Blond, 5,8%, Lys (gylden). Grøn kapsel.

Pænt skum, der hurtig mindskes. En relativ let øl, der er lidt syrlig og tør. Let bitter eftersmag. Ikke en øl jeg personligt ville gøre de store anstrengelser for at få fat på!

Westvleren 8, 8,0%, Mørk (mørke-brun). Blå kapsel.

Sødlig og frugtagtig med et strej af chokolade og en dejlig lang tør eftersmag. En god øl at vente på.

Westvleteren 12,10,2%,, Mørk (rødbrun). Gul kapsel.

Fyldig med en maltagtig flødekaramelsmag. En meget komplex aroma. Moderat tør eftersmag med en dejlig varme fra alkoholen. En helt igennem fantastisk øl. Alene den er rejsen værd til Westvleteren. Bør nydes omkring 12 – 16 grader.

I år 2000 valgte RateBeer.com denne øl som verdens bedste.